Kina godkender transfer i Taiwan

Taiwan_Taoyuan_Airport_Gate_LoungeKinas myndigheder har givet tilladelse til transitstop i Taiwan for kinesiske borgere, der flyver fra Nanchang, Kunming og Chongqing i fastlands-Kina.

Tilladelsen er endnu et skridt mod normalisering af rejseaftalerne mellem de to nationer, som har opnået stigende samhandel de seneste år.

Aftalen kommer få dage inden Taiwans valg, hvor det anses for sandsynligt, at der bliver en ny vinder, som ikke har Kinas tillid.

Kinas præsident Xi Jinping og Taiwans præsident Ma Ying-jeou mødtes i Singapore i november til et historisk topmøde – det første i 66 år.

Kina og Taiwan har været adskilte nationer siden de kinesiske nationalister blev tvunget til at flygte, efter at have tabt borgerkrigen til kommunisterne i 1949.

Beijing har aldrig givet afkald på at ville bruge magt for at bringe øen Taiwans 23 millioner indbyggere tilbage under Kinas kontrol. Beijing kalder fortsat Taiwan for en kinesisk provins.

Indtil nu har kinesere haft mulighed for at rejse til Taiwan, men ikke videre til tredjelande. Flyselskaber fra begge sider betjener ruten mellem Kina og Taiwan.

Kinesere i transit må ikke forlade lufthavnen.