Klimatopmødet er guld værd

Transportbranchen, hoteller og restauranter kan vente en umiddelbar ekstra indtjening i december på omkring 300 millioner kroner, skriver business.dk.

 

Men det er især brandingen af Danmark som en klimavenlig nation, der får klimakonferencen fra 7. til 18. december til at skæppe ekstra i kassen på længere sigt.

 

Der ventes 1.000 flere journalister til København end forventet, så det samlede antal når op på 4.000 eller endnu flere, og det betyder en verdensomspændende eksponering – blandt andet via TV-selskaberne CNN og BBC World, som vil sende live fra København.

 

Aambassadør for public diplomacy Klavs A. Holm fra Udenrigsministeriet siger, at uanset resultatet af selve konferencen vil Danmark komme til at fremstå positivt på grund af stor udnyttelse af vindenergi, strømbesparelse og virksomheder som producerer grøn energi.

 

Wonderful Copenhagen regner med, at topmødet vil øge omsætningen for hoteller, restauranter og transport med 300 millioner kroner. Udviklingsdirektør for kommunikation og analyse i Wonderful Copenhagen, Peter Rømer, siger, at hvis der som ventet kommer mellem 12 og 15.000 tilrejsende til topmødet, vil det alene medføre en omsætning på mellem 180 og 200 millioner kroner. Hertil kommer så omkring 100 millioner fra deltagere i diverse ’sideevents’.

 

Lufthavnsledelsen i Københavns Lufthavne A/S venter 140 særfly, hvis der kommer det maksimale antal statsledere og VIPs, så man er klar med alt disponibelt mandskab de pågældende dage.

Skrevet af Flemming Juul