Klimatopmøde i Paris omsat til virkelighed

Skallerup Seaside Resort vandlandKlimatopmødet er netop slut, men Skallerup Seaside Resort har allerede omsat ord til grøn handling. En aftale med Villerup Hovedgaard sikrer, at flis fra de lokale pilemarker anvendes som energikilde i feriecentret.

Energien skal kun flyttes ’otte minutter’ med traktor og vogn, så er der flis på Skallerups anlæg – og grøn opvarmning af det i alt 11.565 m2 indendørs aktivitetscenter.

“Vi synes, at vi er et fornemt eksempel på, at idealerne fra Paris i praksis kan omsættes til virkelighed. Vi har i flere år været CO2 neutrale med jordvarme, solfangere og træpillefyr, men vi følte, at det kunne gøres endnu bedre.

Med lokalt produceret brændsel giver det både et bedre miljø og gode arbejdspladser i nærområdet. Derfor får vi ikke længere brændsel langvejs fra, men fra marker lige rundt om hjørnet”, konstaterer Niels Bro, direktør for Skallerup Seaside Resort.

Flisleverandøren er herregården Villerup Hovedgaard, der har to miljøvirksomheder: PileByg A/S og Nordic Biomass A/S. Sidstnævnte har mere end 25 års erfaring med dyrkning af pileskov. Pileflis er vedvarende energi, som kan erstatte fossilt brændsel eller træpiller, der typisk bliver sejlet over verdenshavene i store tankskibe.

Villerup Hovedgaard baserer sit virke på 240 ha energiskov, der hvert år optager anslået 1.500 tons CO2. Hver dansker udleder knap 10 tons CO2 om året. “For hver dag der går, og vores piletræsmarker har bundet mere CO2, har vores virksomhed opnået succes; og samarbejdet med Skallerup Seaside Resort er banebrydende. Vi kender ikke andre eksempler på et set-up med lokal flis fra energiskov i denne størrelsesorden”, siger Johannes Falk, direktør i Pilebyg A/S og Nordic Biomass A/S.