KLM reducerer på Billund og Aalborg i vinterprogram

Partnerne Air France og KLM gør det godt på det jyske marked, hvor KLM først rykkede ind – først på Billund Lufthavn og fra marts sidste år også Aalborg Lufthavn. Ligeledes i marts sidste år åbnede Air France mellem Paris og Billund med tre fly på hverdage.

 

Fra vinterprogrammet i år går KLM dog fra fem til fire flyvninger på hverdage mellem Amsterdam og Billund, mens ruten til Aalborg gennem vintersæsonen falder fra de nuværende tre til to fly på hverdage. Flyene forventes tilbage fra sommerkøreplanen næste år, oplyser Air France KLM til takeoff.dk

 

Til Københavns Lufthavn flyver Air France fem gange på hverdage fra Paris, mens KLM har seks fly på hverdage fra Amsterdam.

 

Air France oplyser i øvrigt, at selskabet fra sommerprogrammet næste år genoptager sæsonruten mellem Marseille og København med tre fly om ugen. Ruten lukker 27. oktober i år og genoptages 1. april.

Skrevet af Henrik Baumgarten