København tror på nyt rekordår af kongresser

Københavns overborgmester, Frank Jensen, til venstre, og WoCo’s adm. direktør, Lars Bernhard Jørgen, til højre, med vinderen af Årets kongresvært for ”Kongresser med over 1.000 deltagere”: Dansk Vindmølleindustri. Foto: Claus Randrup.

Københavns overborgmester, Frank Jensen, til venstre, og WoCo’s adm. direktør, Lars Bernhard Jørgen, til højre, med vinderen af Årets kongresvært for ”Kongresser med over 1.000 deltagere”: Dansk Vindmølleindustri. Foto: Claus Randrup.

MICE: – Antallet af vundne kongresser i første kvartal overstiger samme periode sidste år. Det giver forhåbning om, at antallet af vundne kongresser i 2013 når rekordåret 2012. Forleden fejrede København sidste års bedste kongres- og eventarrangører.

I første kvartal af 2013 har Wonderful Copenhagen, Meetingplace-netværket og VisitDenmark vundet 17 internationale kongresser til afholdelse i København; to mere end samme kvartal sidste år.

De 17 kongresser forventes at få 14.000 deltagere og op mod 60.000 overnatninger. Det er næsten 20.000 flere overnatninger end resultatet for samme periode i 2012.

Den turismeøkonomiske omsætning af de 17 vundne kongresser anslås til 184 mio. kr. I forhold til samme periode sidste år gav de vundne kongresser en turismeøkonomisk omsætning på 124 mio. kr.

”Året er kommet godt fra start. Det giver forhåbning om, at vi i år kan opnå resultater på niveau med 2012,” siger Steen Jakobsen, kongreschef i Wonderful Copenhagen.

Resultatet for hele 2012 endte på 57 vundne kongresser, det højeste antal nogen sinde. Antallet af vundne kongresser er steget over 100 pct. siden 2008.

Hvert år er København værtsby for op mod 200 internationale kongresser og events, som genererer en milliardomsætning til byen. Forleden fejrede man ved en award dinner på Københavns Rådhus de personer, der i 2012 var med til at tiltrække kongresser.

Ved festaftenen ved ”Copenhagen Congress & Event Ambassador Dinner” blev der hyldet vindere i flere kategorier:

Årets kongresvært for ”Kongresser større end 1.000 deltagere”: Dansk Vindmølleindustri for kongressen EWEA (EWEA: European Wind Energy Association). Kongressen samlede i april sidste år over 11.000 delegerede i fire dage i Bella Center og gav København en anslået omsætning på ca. 140 millioner kr.

Årets kongresvært for ”Kongresser mindre end 1.000 deltagere”: Overlæge Astrid Nørgaard, Transfusionsmedicinsk Enhed – Rigshospitalet. Vært for: 13th NATA (Network for Advancement of Transfusion Alternatives) Symposia. Kongressen samlede over 500 delegerede i to dage i april på Tivoli Congress Center.

Årets kulturevent, vinder blev filmfestivalen: CPH:DOX. Den begyndte i 2003, sidste år så ca. 50.000 de mange dokumentarfilm. Festivalen har opnået status som en af de vigtigste festivaler for dokumentarfilm på den internationale scene og fået verdens øjne rettet mod København og Danmark.

Årets sportsevent, vinder: KMD Challenge Copenhagen 2012, arrangeret af eventvirksomheden YWC. Den havde sidste år 2.000 deltagere på den klassiske Ironman-distance, fulgt af over 200.000 tilskuere på ruten. Ca. 35 pct. af deltagerne kom fra udlandet og medbragte i snit fire ledsagere.