Københavns Lufthavn fastholder rekordkurs

cph sikkerhedskontrolFor første gang i en november rundede lufthavnen sidste måned 1,8 millioner passagerer. I årets første 11 måneder er lufthavnens passagertal steget 3% og lufthavnen er dermed på vej mod ny passagerrekord.

Med i snit små 68.000 daglige passagerer gennem året runder Københavns Lufthavn formentlig i disse dage passagerrekorden og kommer over sidste års 23,3 millioner rejsende. Foreløbig har lufthavnen i år haft en ekstra lørdag i november i forhold til sidste år, hvilket betød, at passagertallet blot steg 0,1%, idet der på denne årstid er langt færre rejsende på lørdage end de andre ugedage.

”Københavns Lufthavn holder vækst-kursen flot med en samlet stigning i passagertallet på tre procent i årets første 11 måneder. Det er tilfredsstillende, at vi med vores strategi er i stand til at skabe større vækst end de fleste andre europæiske storlufthavne,” siger Thomas Woldbye, adm. direktør i Københavns Lufthavn.

Udenrigstrafikken steg sidste måned 0,4%, mens indenrigs- og transfertrafikken faldt henholdsvis 3,1 og 3,6%. År til dato har der været 22,4 millioner passagerer i Københavns Lufthavn. Passagerrekorden sidste år var på 23,3 millioner.

Mens lufthavnen i januar, februar og marts i år havde svagere passagertal end de samme måneder af 2012, har lufthavn hver måned fra april i år og frem til november haft større antal rejsende.

Også Danmarks to andre store lufthavne, Billund og Aalborg, har signaleret at de forventer passagerrekord i år.