Københavns Lufthavn hjælper kineserne med guides, kort og APP

københavns-lufthavn-taxfree.JPGTURISME: Rift om velhavende kinesere får Københavns Lufthavn til at ansætte kinesiske guides og lavet kinesisk hjemmeside med wayfinding. Og mere er på vej for at få kineserne til at føle sig velkomne i Danmark.

我们在哪里可以买巧克力?Nok de færreste danskere forstår spørgsmålet: ”Hvor kan jeg købe chokolade?” Men det er et spørgsmål, der bliver stillet af ganske mange af de over 50.000 kinesere, der hvert år kommer til Danmark via Københavns Lufthavn.

”Vores interviews med kinesiske rejsende viser måske overraskende, at kinesiske rejsende ikke blot shopper kendte mærkevarer, men også er meget interesseret i dansk chokolade,” fortæller salgs- og markedsdirektør i Københavns Lufthavn, Carsten Nørland.

”Det er vigtigt, at kende vores kunder – også kineserne. Og her viser vores interviews, at det kan være svært for mange kinesere at orientere sig. Derfor har vi ansat foreløbig 17 kinesiske guider, der kan hjælpe vores gæster rundt i lufthavnen og give dem en ekstraordinær service-oplevelse,” siger Carsten Nørland.

Og der er mere hjælp på vej. Københavns Lufthavn er i denne uge klar med en kinesisk version af hjemmesiden http://360.cph.dk, hvor man kan planlægge sin tur gennem lufthavnen, finde sin gate og de restauranter og butikker, man eventuelt vil besøge.

”Og så overvejer vi, om tiden er moden til, at vores app, der foreløbig er downloadet af over 460.000, også skal have en kinesisk version,” fortæller Carsten Nørland.

Onsdag og torsdag 24. og 25. april er der flere kinesere end normalt i Københavns Lufthavn, da de mange hundrede deltagere i Copenhagen Furs auktion rejser hjem.

Kulturekspert Hanna Leanderdal fra Kinakonsulenten kalder det en ”rigtig god ide” at gøre noget ekstra ud af kinesiske rejsende.

”Sproget er en af de helt store barrierer. Derfor er det en rigtig god ide med guider, der kan få kinesiske rejsende til at føle sig velkomne,” siger Hanna Leanderdal.

De 17 kinesiske guider bor i Danmark – nogle er studerende, mens andre som 23-årige Rui Liu er flyttet til Danmark med deres forældre.

Kinesere bruger mange penge

”Passagererne bliver rigtig glade, når jeg hjælper dem – så glade at de ofte spørger om vi ses igen,” fortæller Rui Liu. Også butikkerne i lufthavnen er glade for kinesiske rejsende, der generelt bruger tre gange så mange penge som den gennemsnitlige rejsende.

”Selvom kineserne udgør en ganske lille andel af vores passagerer, er der flere luksusbutikker i lufthavnen, som har op mod halvdelen af deres salg til kinesiske passagerer,” fortæller Carsten Nørland.

I Danmark bruger kinesiske rejsende typisk tre gange så mange penge som gennemsnittet, otte ud af ti kinesere betragter shopping som en vital del af at rejse, Ifølge Global Blue tegner kinesiske rejsende tegner sig i dag for en fjerdedel af al verdens taxfree handel i lufthavne

80 millioner kinesere rejser årligt til udlandet. Langt de fleste dog til nabolande i Asien og Hongkong

Fire millioner kinesere flyver til Europa hvert år – af dem kommer over 50.000 til Danmark via Københavns Lufthavn