Københavns Lufthavn holder kursen mod passagerrekord

københavns lufthavn terminal 3Lufthavnen havde sidste måned en stigning i passagertallet på 3,6% og rundede i oktober 20 millioner passagerer. Det var en måned tidligere end sidste år. Blandt de store destinationer var der mest vækst på London og størst nedgang på Frankfurt.

Knap 2,2 millioner passagerer rejste gennem Københavns Lufthavn i oktober, hvilket er månedsrekord. År til dato har lufthavnen rundet 20,5 millioner passagerer – en stigning på 3,2% i forhold til sidste år.

”Vores vækst for året ligger ca. 50% højere end det europæiske gennemsnit, og væksten på 3,6% i oktober er absolut tilfredsstillende. Og så er det værd at bemærke, at vi i oktober både havde flere erhvervs- og fritidsrejsende, idet der var et stigende antal passagerer, der rejste på efterårsferie, samtidig med, at business-trafikken steg i de andre uger,” siger Thomas Woldbye, adm. direktør, Københavns Lufthavn.

Antallet af udenrigspassagerer steg i oktober 3,9%, mens der var godt 4.500 færre transferpassagerer, et fald på 1,8%. Antallet af indenrigspassagerer fik et fald på 0,4% i forhold til oktober 2012.
Væksten i årets ti første måneder på 3,2% betyder, at Københavns Lufthavn rundede 20 millioner passagerer for året allerede i oktober – én måned tidligere end i fjor.

De ti destinationer med mest passagertrafik til og fra Københavns Lufthavn sidste måned var: London-lufthavnene med 163.000 rejsende og en stigning på 9,5% i forhold til samme måned sidste år. De øvrige på Top 10 var Stockholm, Oslo, Aalborg, Paris, Amsterdam, Helsingfors, Berlin, Frankfurt og Bruxelles (der var 46.500 passagerer til og fra Bruxelles).

Frankfurt havde sidste måned det første procentvise fald blandt lufthavnene på Top 10 med 11,5% til 50.600.