FLYSELSKABER: Københavns Lufthavn får for første gang ruteflyvning til tyrkiske Izmir – fløjet to gange om ugen fra 5. april af SunExpress, der ejes ligeligt af Turkish Airlines og Lufthansa, som ellers er røget i totterne på hinanden.
Tyrkiske SunExpress vil fra april tilbyde to ugentlige fly mellem København og Izmir, erfarer standby.dk – selskabet ejes ligeligt af Lufthansa og Turkish Airlines. De to Star Alliance-medlemmer er ellers røget uklar pga. Turkish Airlines’ ekspansion i Tyskland. Herefter har Lufthansa afbrudt codeshare-aftaler med Turkish Airlines.
Københavns Lufthavns ruteudviklingsdirektør, Ole Wieth Christensen, bekræfter standby.dk’s oplysninger om den nye rute: ”Ruten mellem København og Izmir bliver primært en ferierute, men har også potentiale for forretningsrejsende.”
Selve SunExpress blev grundlagt som samarbejde mellem Turkish Airlines og Lufthansa. SunExpress’ hovedlufthavne er Antalya og Izmir. Det har 52 Boeing 737-800 og 10 Boeing 737-700.