København får avanceret herberg

Urban House Copenhagen hotelTURISME: Under navnet Urban House åbnede et nyt smart kombineret hotel og vandrehjem forleden på Vestebro i København med 225 værelser og 950 senge fra enkeltværelser til 10-sengs værelser.

Hotellets centrale mødested er Ground floor, hvor gæsterne finder services og faciliteter fra en bar med egen scene, restaurant, lounger, self-service køkken, vaskeri, bibliotek og biograf, til cykel-shop, tattoo shop og meget mere.

Bag det nye hotelkoncept står svenske Pandox, en af Europas førende virksomheder inden for hotelejendomme og drift af hoteller. Hotellet forventes med sit nye koncept at tiltrække den nye generation af unge, der rejser verden rundt.

”Vores gæster tilhører primært ”millenium generationen” dvs. de er født omkring år 2000 skiftet. De er vokset op med internet, mobil og trådløst netværk og tager alle former for moderne teknologi som en helt naturlig del af deres liv. De har fx ikke behov for en fysisk nøgle eller nøglekort til hotelværelset. Når man booker et værelse hos os, er man derfor allerede checket ind og ”nøglen” til værelset sendes direkte til mobilen som en sms-kode,” siger chef for Urban House, Thomas Bagger.