København vinder ny krydstogtpris

københavns havn krydstogt skibeCRUISE: Trods faldende antal anløb af krydstogtskibe, er Københavns Havn netop kåret til bedste krydstogtdestination i Østersøen af anerkendt international online-portal for krydstogtgæster.

Det store arbejde med udviklingen af Københavns Havns havneområder samt høj standard af turistattraktioner sikrede København opmærksomhed ved uddelingen af Bon Voyage Awards 2014 i denne uge.

Copenhagen Malmö Port (CMP) sejlede med sejren i kategorien Best Baltic Port foran St. Petersborg og Helsinki, da vinderne af Bon Voyage Awards 2014 blev kåret.

Internationale Bon Voyage Magazine, en online portal for krydstogtgæster, står bag uddelingen af krydstogtpriser i fire hovedkategorier. Prisen som Best Baltic Port hører under kategorien ”Destinationer”. I samme kategori vandt f.eks. Shanghai og Venedig som bedste destination i hhv. Asien og det østlige Middelhav.

Juryens bedømmelse af København lægger vægt på byens rekreative havneområder, bl.a. Langelinie og Nyhavn samt et godt miks af butikker og attraktioner.

”Det er glædeligt at Københavns Havn vinder endnu en pris. Det bekræfter, at vi ligger i førerposition i Østersøen, hvilket kun er muligt med hjælp fra vores samarbejdspartnere,” siger Arnt Møller Pedersen, krydstogtchef i Copenhagen Malmö Port, CMP.

En af disse samarbejdspartnere er WoCo, som glæder sig over, at København er værdsat hos krydstogtgæster.

”Wonderful Copenhagen arbejder for, at sætte København på verdenskortet og tiltrække flere turister. Derfor er det af stor betydning, at København vinder sådan en pris”, siger Claus Bødker, krydstogtchef hos Wonderful Copenhagen.

CMP er ansvarlig for håndtering af krydstogtskibe og passagerer i København og i Malmø. CMP får i år besøg af 324 krydstogtskibe med ca. 780.000 passagerer, oplyser Københavns Havn.