Københavns Lufthavn i gang med ny udbygning

LUFTFART: Lufthavnen satte officielt i går gang i sin nyeste udbygning – i første omgang kommer der en ny Finger E samt en fordobling af transitområdet i Terminal 2, det travleste passagerområde i lufthavnen.

Der bruges 850 mio. kr. på første del af den nye Finger E og 390 mio. kr. til fordoblingen af passagerområdet efter sikkerhedskontrollen.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen og lufthavnens adm. direktør, Thomas Woldbye, markerede i går officielt igangsætningen af de to byggeprojekter.

Området mellem Finger A og B fordobles med 4.000 kvadratmeter ved at opføre en ny bygning foran den eksisterende og derefter bygge dem sammen. Byggeriet er færdigt omkring sommeren 2018.

“Vi gør gangarealerne bredere, så der er bedre plads. Dertil etablerer vi et nyt legeområde, flere siddepladser og flere stik til opladning samt 28 nye butikker og spisesteder,” siger Thomas Woldbye og tilføjer: “Bygningen af den helt nye Finger E er et af lufthavnens største byggeprojekter i nyere tid. Fingeren får ti gates til store fly og 20 til de mindre fly. Samlet koster Finger E omkring tre milliarder kr. Første fase, der nu er begyndt, koster 850 mio. kr. og giver syv gates med 800 siddepladser, der står klar i 2019.”

60 procent af alle passagerer kommer igennem området mellem Finger A og Finger B, der er lufthavnens travleste sted efter sikkerhedskontrollen

Ved siden af Finger E opføres et kontorhus på 4.000 m2 i fire etager. Det står klar i 2019.