Københavns Lufthavn venter 90.000 passagerer

paskontrol-københavns-lufthavn-800x450I morgen er det Store Rejsedag – den dag skolerne går på sommerferie – i Københavns Lufthavn, der forventer over 90.000 passagerer. Lufthavnen lover, at man er klar til en travl sommer.

Københavns Lufthavn har forud for den kommende sommertrafik bygget 700 ekstra kvadratmeter til passagerne i Terminal 2, flere spor i sikkerhedskontrollen og indsat ekstra servicepersonale ved check-in og før sikkerhedstjekket. ”Kort sagt: Vi er klar,” siger lufthavnen.

Sidste år var Københavns Lufthavn tæt på at runde 100.000 passagerer på Store Rejsedag. I år har danskerne tilsyneladende spredt afrejsen mere ud, hvilket sammen med færre krydstogtpassagerer giver et antal passagerer på Store Rejsedag på de lidt over 90.000.

Frem til slutningen af august er der 25 dage, hvor omkring 90.000 passagerer rejser igennem Københavns Lufthavn. På de travleste sommerdage lander og letter op imod 800 fly i lufthavnen.

Lufthavnen anbefaler, at passagererne er i lufthavnen to timer før på rejser til Europa og tre timer før ved langruteflyvninger ud af Københavns Lufthavn.

Der er gratis vand til passagererne på de varmeste dage, badebolde til børnene, ekstra servicepersonale samt både afrejseguide og børneguide på cph.dk

Midt i juli begynder antallet af ankommende passagerer at overstige antallet af afgående passagerer, når danskerne og svenskerne vender hjem fra ferie igen, oplyser lufthavnen.