Kokken er fyret efter madproblem på hotel i Bodrum

Lige efter udbruddet med maveonde vidste hverken myndigheder eller Spies Rejser, hvad der var galt, da 17 af hotellets gæster blev syge og flere måtte på hospitalet.

 

”Men det ved vi nu,” siger kommunikationschef Torben Andersen til B. T. ”Det har vist sig, at det var en fabriksproduceret ostesovs, der skulle hældes over med noget makaroni til morgenmaden. Det er ikke til at vide om det var forurenet, før den kom til hotellet.

 

Men i hvert fald blev kokken fyret, og der er nu en ny chefkok. Selv om der blev gættet på, at der var salmonella, har det vist sig, at det var en anden bakterie.”

 

Hotellet, Petunya Beach Resort, blev lukket i 10 dage. Efter det blev kontrolleret af myndighederne og af Spies kontrolgruppe, er det åbnet igen.

 

Sagen kommer frem i B.T., fordi en familie har fået 5.800 kr. i erstatning, men det er familien ikke tilfreds med.

Skrevet af Redaktionen