Kold gyser for Finnair

I morgen er det SAS` tur til at komme med årsregnskab og status for spareforhandlinger. Det bliver ingen dans på roser. I fredags kom Finnair med sit resultat for 2009, og det blev noget af en kold gyser.

  

Billetpriserne er faldet, og 10 procent af passagererne udeblev. Det betød et minus på bundlinjen på 1,3 mia. kr. Derfor står den nu på besparelser over hele linjen, noget i retning af halvanden milliard i fjor og i år. Hovedparten skal spares på personaleomkostningerne.

  

Finnair har fået en rem af huden med manglende efterspørgsel i Finland. Og så har flere eksperter længe ment, at det efterhånden er blevet for dyrt at hente passagerer fra hele Europa til de mange asiatiske ruter, hvor finnerne dygtigt har sikret sig markedsandele. Det har til gengæld betydet lavere indtægter på de europæiske strækninger fra og til Helsingfors.

Skrevet af Ejvind Olesen