Kompensation for askeskyer påhviler flyselskaber

Kvinden kunne ikke komme hjem fra Portugal med Ryanair den 17. april, men måtte blive en uge, fordi alle afgange var aflyst, skriver borsen.dk.

 

Det forlængede ophold kostede 1.130 Euro for mad, drikke, hotel og transport, og det beløb ville Ryanair ikke kompensere, men ønskede sagen afgjort ved domstolen. Lavprisselskabet mener, at askeskyen går ud over de ’usædvanlige omstændigheder’, hvor et flyselskab pålægges at sørge for mad og husly til  passagererne.

Generaladvokaten mener ikke, man kan lave undtagelser for, hvornår noget kan betegnes som usædvanligt.

"Alle de omstændigheder, der falder uden for det transporterende luftfartsselskabs kontrol, bør være omfattet under ét og samme begreb, nemlig ’usædvanlige omstændigheder’,” skriver generaladvokaten og understreger, at der ikke er plads til at opfinde en kategori af ’helt usædvanlige begivenheder’, hvor selskaberne slipper for at betale.

Generaladvokatens forslag til afgørelse er ikke bindende, men EU-domstolen følger dem som regel.

Skrevet af Flemming Juul