Konflikt kan lamme Norwegian

Parat Luftfart, der organiserer flertallet af de luftfartsansatte i Norge, truer med strejkevarsel allerede i dag, onsdag.

Norwegian Pilotforening (NPF) vil have en aftale som regulerer hvordan lavprisselskabet kan benytte vikarer når Norwegian opererer på nye markeder.

”Spørgsmålet om brug af vikarer er en yderst vigtig sag for os”, siger Parat Luftfarts leder Hans-Erik Skjæggerud til NRK – Norges Radio.

Hvis ikke onsdagens forhandlinger viser fremgang, kan et strejkevarsel blive sendt i løbet af meget kort tid, meddeler nyhedskanalen.

En eventuel strejke vil ikke træde i kraft før 14 dage efter en opsigelse er sendt til både arbejdsgiver og mæglingsmanden.

Strejketruslerne ser ikke ud til at bekymre ledelsen i Norwegian nævneværdigt på nuværende tidspunkt:
”Ja, vi er klar over udspillene fra modparten. Det ikke usædvanligt, at fagforeninger forsøger at lægge pres på arbejdsgiversiden i forhandlingerne”, kommenterer kommunikationsdirektør Anne-Sissel Skånvik fra Norwegian til NRK.

Skrevet af Flemming Juul