Kostbare fugleflokke

Foreløbige undersøgelser efter et fly fra US Airways fornylig måtte nødlande på Hudson-floden i New York, viser, at motorhavariet skyldes at flere kanadiske gæs blev suget ind i begge jetmotorerne kort efter afgang.

  

Denne ulykke skete kun to måneder efter, at et Ryanair-fly fløj ind en stor stæreflok ved ankomsten til  Rom, hvilket førte til en dramatisk nødlanding, hvor understellet på flyet blev ødelagt.

  

Undersøgelser gennemført af de franske luftfartsmyndigheder (DGAC) viser ifølge Flight International, at der alene i Frankrig sker omkring 700 såkalte ’birdstrikes’ årligt, mens det tilsvarende tal for USA angives at være 7.000-8.000.

  

Ifølge DGAC endte for eksempel værkstedsregningen efter at tre måger i 2007 blev suget ind i motoren på en Boeing 767 på omkring 25 millioner kroner.

 

Skrevet af Flemming Juul