Kroer & Hoteller fik rekordår

På foreningens generalforsamling kunne det konstateres, at foreningen for femte år i træk havde markant vækst. Trods krise ventes 2009 at fortsætte den gode stil.

 

Der har været en tocifret fremgang i omsætningen ud til medlemsvirksomhederne, og især på baggrund af en stor stigning i antallet af erhvervsgæster er forventningerne til 2009 pæne, men realistiske.

 

”Vi har haft stor succes med vores erhvervskoncept, og det har resulteret i en stigning på 31%. Vi arbejder målrettet på at udvide dette forretningsområde, selv om danske og udenlandske turister stadigvæk er vores største kundegruppe,” siger bestyrelsesformand Hilding Hvid.

 

Konceptet udvides nu med et egentligt møde- og kursuskoncept og foreningen har besluttet, at man nu skal markere sig kraftigere med politisk orienterede synspunkter på en række områder, hvor hotelbranchen er stillet markant dårligere end andre erhvervsgrupper. Det gælder blandt andet overnatningsstedernes belastning med afgifter på energi brugt til opvarmning af værelserne.

 

Ved årsskiftet til 2009 kom der ti nye medlemmer til foreningen og iblandt de dem er meget anerkendte hoteller, for eksempel det firestjernede hotel Hindsgavl Slot.

 

Skrevet af Flemming Juul