Krydstogt for homoseksuelle

Togtet byder på rundrejse til øer og havne i Adriaterhavet, og alle passagererne er mænd, der er til mænd. Den lokale rejsearrangør Katarina Line er netop begyndt at tilbyde krydstogter for homoseksuelle i Kroatien som et af de første steder i Europa.

I salgsmaterialet om krydstogtet hedder det blandt andet:

"Tilbring syv uforglemmelige dage med at cruise på Adriaterhavet fra den ene ø til den anden. Oplev smuk natur, skjulte bugter og guddommelige natklubber. Dette krydstogt sejler kun med homoseksuelle passagerer og en homovenlig besætning."

Krydstogterne gennemføres med skibene MS Dalmatia og MS Adriatic Queen, som blandt andet er indrettet med aircondition, restaurant, barer og et rummeligt soldæk.

Katarina Line har planlagt to krydstogter i 2012. Det ene i slutningen af juni hvor gæsterne blandt andet kommer til øerne Rab, Krk, Cres og havnebyerne Zadar og Opatija. På det andet togt, som finder sted i midten af august, besøges blandt andet Split, Hvar, Korcula, Dubrovnik og Makarska.

Der tilbydes også en særlig bryllupspakke, som inkluderer bl.a. champagne, en gave og en vielsesceremoni, som kaptajnen står for. Hvert krydstogt har plads til omkring 40 passagerer.

Skrevet af Flemming Juul