Krydstogt med gigantisk containerskib

Det franske containerrederi CMA CGM, som er det tredjestørste i branchen og konkurrent til Maersk Line, har indrettet sine skibe med passagerkahytter og tilbyder anderledes krydstoger.

Rederiets nyeste skib, Marco Polo, der for tiden er verdens mest rummelige containerskib og har overhalet Emma Maersk på den position, har plads til 10 passagerer i fem dobbeltkahytter. Gigantskibet byder også på et loungeområde, der deles med søfolkene, et bibliotek, et træningscenter og en swimmingpool, skriver borsen.dk.

Togter med skibet kan vare fra to til 85 dage, og gæsterne kan selv planlægge ruten i samarbejde med rederiet, som dog ikke har offentliggjort priserne.

Til sommer mister Marco Polo sin status som verdens rummeligste til det første af Maersk Lines ’Triple E’-skibe.