Krydstogtgæster blev væk på Jamaica

Det sker med mellemrum, at et krydstogtskib må sejle fra nogen af sine passagerer undervejs, men man gør det nødigt. På den anden side set er ventetiden kort, hvis nogen kommer for sent. Så forsvinder skibet med de pågældendes bagage og personlige ejendele, ofte pas og billetter, forsvarligt låst inden i boks i kahytten.

 

Da Carnival Freedom i sidste uge skulle sejle fra Ocho Rios på Jamaica manglede et amerikansk par i fyrrerne og deres 21 årige datter, som havde valgt selv at tage på udflugt frem for at benytte skibets ture, som mange efterhånden gør i takt med, at turpriserne stiger.

 

Desværre nåede de ikke tilbage, og rejsebureauet hjemme i USA har efterlyst pårørende samtidig med, at politiet på Jamaica er sat ind i eftersøgningen.

 

Håbet er, at der ikke er sket en forbrydelse. Er det tilfældet, får det også alvorlige konsekvenser for turismen til Jamaica og for krydstogtskibenes anløb til den side af øen, som ellers skulle høre til den mere fredelige.

Skrevet af Ejvind Olesen