LUFTHAVNE: Typisk tillader lande verden over rejsende 200 toldfrie cigaretter. New Zealand bliver 1. november undtagelsen – hvor der må medtages 50 toldfrie smøger. Måske følger EU efter…
Der kan ikke købes toldfri tobak og sprut på rejser mellem EU-landene. Sådan har det længe været, men på rejser ud af EU kan der købes toldfrit. Men reglerne er forskellige for, hvor meget lande uden for EU tillader.
Fra november i år sænker New Zealand grænsen for, hvor meget rejsende kan medtage fra de nuværende 200 tilladte toldfrie cigaretter til 50. Reglen om 50 toldfrie smøger gælder allerede i Australien.
Lufthavnen i New Zealands største by, Auckland, siger, at den kommende reduktion fra 200 til 50 toldfrie cigaretter årligt vil koste lufthavnen ca. 37 mio. kr. i færre indtægter. I bl.a. New Zealand kan udenrigspassager nemlig købe toldfrie varer ved ankomst.
Andre lande har ifølge Auckland Lufthavns hjemmeside også stramme regler for indførsel af toldfri cigaretter. Der kan f.eks. kun indføres 19 (!) cigaretter til Hong Kong og nul til Singapore, uden at betale afgift.
Blandt destinationer, der er flyvninger til fra Auckland, tillader Kina, Sydafrika og Tonga 400 toldfrie smøger.