Kun få får lavere tog og bus priser

20. januar reduceres prisen for at rejse med tog og bus på lokale strækninger, men det er de få, der får glæde af rabatten.

Ifølge metroXpress kan der spares penge for dem, der benytter Rejsekortet uden for myldretiden, men til gengæld streækker myldretiden sig fra klokken syv om morgenen til klokken 11 og igen fra klokken 13 til klokken 18. Så hvis man vil spare de op mod 20%, gælder det altså om at rejse inden klokken syv om morgenen, mellem klokken 11 og 13 eller efter klokken seks om aftenen, skriver bt.dk.

For eksempel koster en 2-zoners billet i hovedstaden med 20% fra 15 til 12 kroner, hvis man bruger rejsekort. En togrejse fra Aarhus til Silkeborg falder fra 56 til 44,80 kroner.

”Når det er så korte tidsrum, der er tale om, så er det ikke mange, der får gavn af det”, siger professor Mogens Fosgerau fra DTU Transport til metroXpress.

Enkelte pendlere med fleksible arbejdstider kan spare lidt ved at køre inden klokken syv – men der er ikke mange, der har mulighed for at møde tidligere eller senere på arbejde”, siger trafikforsker Per Homann Jespersen.

”Hvis man for eksempel er en skolelærer, og skal møde klokken 9 og gå klokken 16, så vil man ikke få noget ud af tilbuddet”, siger lektor og trafikforsker Per Homann Jespersen fra Roskilde Universitet.

Transportminister Henrik Dam Kristensen erkender, at takstnedsættelserne ikke er for dem, der skal til og fra arbejde.