Kun lille fald i campingvognsalg

Salget af nye campingvogne i Danmark falder. Men langtfra så dramatisk som beskrevet i sidste uge, hvor faldet i antallet af nyindregistreringer af campingvogne blev oplyst til 40 pct. i april i år i forhold til april i fjor, skriver Børsen i dag. 

 

Fejlen kan skyldes, at tallene er hentet for tidligt i politiets løbende statistik, hvor opgørelsen af nyindregistreringer kan være forsinket. Den netop offentliggjorte of?cielle statistik viser, at der blev nyindregistreret i alt 1036 campingvogne her i landet i april 2008 mod 1077 i april 2007. Det svarer til et fald på 3,8 pct. 

 

I sidste uge blev det vurderet, at 25-30 pct. af forhandlerne må lukke, fordi de ikke har kapital at stå imod med i et faldende marked. Dommedags-profetierne er nu afblæst. 

»Som brancheorganisation har vi ingen forventninger om, at der vil komme ?ere 

konkurser blandt forhandlerne af campingvogne end i det øvrige erhvervsliv. Men det er ikke så mærkeligt, at når campingvognforhandlerne, der har haft konstant fremgang i de sidste fem til 10 år og derfor ikke er vant til modgang, oplever selv et lille fald i salget, så er der nogen, der bliver nervøse og ser mere sort på fremtiden, end der i virkeligheden er grund til,« siger sekretariatschef for Camping Branchen, Per Lippert-Scherwin.

 

Billedet ser noget mere dystert ud med hensyn til nyindregistreringer af autocampere. Ifølge den nye statistik blev der kun indregistreret 37 autocampere i april i år mod 342 i samme måned i fjor. Det svarer til en nedgang på 89 pct. 

 

Branchefolk er ikke i tvivl om, hvad den dramatiske nedgang skyldes: Det er skatte- 

ministerens indgreb mod de såkaldte »fupautocampere«, som er ombyggede personbiler. Ved at ombygge en personbil til autocamper skulle der kun betales 60 pct. i registreringsafgift mod 180 pct. til staten for en almindelig personbil. 


Skrevet af Hanne Aaen Lassen