Kunst i mørke på Hotel Fox

Hvad kan man lave på et hotel, der går i sort fordi det elektriske lys forsvinder?  Man kan bl.a. lave et maleri sammen med andre – i mørke.

 

Det bliver der mulighed for på det københavnske Hotel Fox. Lørdag den 31 marts slukkes lyset klokken 20.30 – 21.30 som led i den verdensomfattende miljø- og klimakampagne Earth Hour, hvor Verdensnaturfonden opfordrer folk verden over til at slukke lyset en time for at spare ressourcer.

 

”Ved at deltage markerer vi den store betydning, vi tillægger miljøvenlig hoteldrift. Men samtidig vil vi markere dagen med et arrangement, der passer ind i de rammer, som Earth Hour giver. Vi tilgodeser

både miljøet og det arbejde med at skabe oplevelser, som er så vigtige for vores hotelkoncept”, siger direktør Christian Lond.

 

Hotel Fox har allieret sig med kunstneren Inger Scharff om maleri-eventen. I Hotellets lobby, oplyst med stearinlys, opstilles et stort lærred, dækket af et tæppe. Via huller i tæppet kan hotellets gæster og folk fra gaden sætte deres penselstrøg på et fælles maleri, hjulpet på vej af Inger Scharff. Det færdige maleri bliver hængt op i foyeren.

Skrevet af Flemming Juul