Den østrigske regering har forlænget fristen for salget af Austrian Airlines med to måneder for at forhandle med de tilbageværende mulige købere – tyske Lufthansa og russiske S7 – om en delvios statslig overtagelse af en del af Austrian Airlines betydelige gæld.
Det mislykkede salg af det regeringskontrollerede flyselskab får nu forlænget fristen frem til 31. december – en periode, hvor den økonomiske situation for flyselskaber verden over ser ud til at blive endnu ringere.
Statens holdingselskab, OeIAG, vil drøfte med regeringen, EU og de to resterende potentielle købere, hvordan man kan strukturere en handel omkring selskabets gæld på over USD 1,1 milliarder. Lufthansa har stillet krav om, at sælger overtager omkring halvdelen af gælden og det er ikke muligt uden samtykke fra regeringen og EU, hvilket skal nås indenfor de to måneder.
Det er EUs opgave at vurdere om den løsning, som den østrigske regering kommer frem til får karakter af statsstøtte, hvilket er forbudt i EU-kredsen.