Læge hjalp Easyjet – og måtte betale for snack

easyjetLUFTFART: En læge hjalp, da en ældre dame blev dårlig på et Easyjet-fly. Som tak fik han en gratis kop kaffe – men måtte betale for en snack! Efter den pinlige episode kom i medierne, har lægen nu fået en gratis flybillet.

Easyjet har milliarder i overskud – måske skulle nogle af pengene bruges på at træne konduiten hos kabineansatte og medarbejdere i selskabets servicecentre.

I fredags skrev flere engelske aviser om hændelse i januar på et Easyjet-fly fra London Gatwick til Grækenlands næststørste by, Thessaloniki.

En lille time inde i flyvningen blev en ældre græsk dame dårlig. Kabinebesætning spurgte over højtalersystemet, om der var en læge ombord. En pensioneret engelsk læge meldte sig. Kvinden var meget bleg og svedende. Ved brug af flyets førstehjælps-udstyr fik han taget hendes blodtryk, lyttede til hendes hjerte samt tog hendes puls og var hos hende til hun faldt i søvn efter ca. en time.

Der er altid kaptajnens beslutning, om et fly skal lande ekstraordinært i nærmeste brugbare lufthavn for at overgive en syg passager til hospitalsbehandling. Men lægen sagde efter at have tilset kvinden, at det ikke var nødvendigt. Dermed sparede Easyjet mange tusinde kroner på ikke at skulle lande ekstraordinært. Havde lægen sagt, at det var livsvigtigt at få kvinden på et hospital hurtigst muligt, havde næppe nogen kaptajn valgt ikke at lande i en fart.

Senere på flyvningen rullede serveringsvognene gennem kabinen. Besætningen tilbød lægen en gratis kop kaffe for hans hjælp – men han måtte betale ca. 10 kr. for en Kit Kat-snack…

Flyet landede i Grækenland og kvinden kunne sammen med de andre passagerer forlade flyet.

Da lægen vendte hjem til England, skrev han til Easyjets kundeservice og undrede sig over, at han skulle betale for snack’en – efter han havde sparet selskabet for mange penge ved ikke at anbefale en ekstra landing.

Easyjet flottede sig og tilbød nu, at han kunne få et stykke gratis checked-in bagage med på hans næste flyvning – dermed kunne han spare 200 kr.

Lægen syntes det var så grotesk, at han skrev til avisen The Independent. Først da avisen i slutningen af sidste uge kontaktede Easyjets presseafdeling, skete der noget.

”Easyjet er taknemmelig for lægens hjælp og al den hjælp, vi gennem året får fra andre læger, sygeplejersker osv., når vi har et medicinsk problem ombord,” sagde en talsmand til avisen og forsatte: “Vi beklager meget, at vi ikke gjorde det godt nok i dette tilfælde – og har nu givet lægen en gratis Easyjet-billet.”