Landingsproblemer for Icelandair

Der opstod problemer med landingshjulene på det fly fra København, som tirsdag aften skulle lande i Keflavik. Der blev slået alarm og forberedt nødlanding, men flyet landede til sidst sikkert

Politi, brandvæsen og Røde Kors stod klar da selskabets Boeing 757 med 165 personer ombord på grund af problemer med hydraulikken ikke var i stand til at sænke landingshjulene, skriver ekstrabladet.dk.

Piloterne opdagede fejlen 20 kilometer fra Reykjaviks internationale lufthavn, og der blev slået alarm, mens flyet cirklede over lufthavnen.

Ved 23-tiden lykkedes det at få bugt med problemerne, og landingsstellet fungerede, så flyet kunne lande sikkert.

Passagererne blev tilbudt krisehjælp for at bearbejde den ubehagelige oplevelse, skriver netavisen mbl.is.