Lego åbner oplevelseshus

Den 28. september åbner Lego et stort oplevelseshus i Billund, hvor gæsterne kan bygge, lære og lege med de danske klodser.

Lego præsenterede torsdag planerne for det store oplevelseshus: Lego House. Det skete i Bella Center, hvor der er en stor Lego-udstilling. Huset skal ligge midt i Billund, 200 meter fra det sted, hvor Ole Kirk Christiansen startede Lego i 1932, skriver business.dk.

”Det ville selvfølgelig have givet mere kommerciel mening at lægge huset i New York eller Shanghai, men det her er klodsens hjemsted”, siger Jesper Vilstrup, General Manager for Lego House.

Det er arkitekt Bjarke Ingels og firmaet BIG, der har tegnet bygningen. BIG beskriver de 12.000 kvadratmeter som et ’Guggenheim af hvide klodser’. Lego forventer 250.000 betalende gæster i løbet af det første år.

Firmaets strategi om ’læring gennem leg’ er tænkt ind i husets indretning. Bygningen opdeles i fire oplevelseszoner i fire farver, hvor gæsterne kan lege med klodserne på forskellige måder – og udvikle kompetencer. I det røde område er fokus på kreativitet, mens det gule areal er tiltænkt udvikling af det emotionelle.

Lego House er på 12.000 m2. Facaden er dækket af tegl, der giver en illusionen af, at hele bygningen er bygget af Legoklodser. Huset bliver 23 meter højt, og der er fri adgang hen over trapper og terrasser og til en 2.000 m2 overdækket plads med café og en Lego-butik.

Der indrettes 13 tagterrasser med hver sin legeplads, som skal stimulere børnenes fysiske kompetencer. En del kan alle besøge, for huset er også en bygning, Billunds borgere kan få en oplevelse ud af.

I husets nederste etage finder man ‘history collection’, med de Lego-sæt, som voksne husker fra barndommen med brandstationen, borgtemaet fra 70’erne eller Belville.