Let at snyde med rejsekort

Det er dokumenteret, at man med en mobiltelefon og lidt teknisk snilde kan bryde sikkerheden og lave falske billetter, skriver 24timer ifølge b.dk.

 

Cand. scient. Christian Panton fra eScience fortæller, at Rejsekortet er baseret på et system, der blev brudt tilbage i 2007 og at det i 2009 kunne det brydes ved at bruge en kortlæser, som ikke behøver være af den type, Rejsekortet anvender.

 

I dag har flere mobiltelefoner kortlæsere og med den rette software fra nettet vil it-kriminelle finde og udnytte sikkerhedsbristerne til at fremstille en app, som kan lave falske billetter. Han advarede allerede for to år siden Rejsekort A/S om risikoen, og i dag bakkes han op af trafikekspert Anders Drejer, fra Aalborg Universitet, som kalder det ’den sidste pind i ligkisten for det rejsekort, der har været en katastrofe fra ende til anden’.

 

Trafikordfører for DF, Kim Christiansen, vil nu kræve en redegørelse fra Transportministeren, mens adm. direktør for Rejsekort A/S, Bjørn Wahlsten nævner, at man ikke har oplevet snyd med kortet, og han finder ikke, der er tale om nogen større trussel mod Rejsekortet.

Skrevet af Flemming Juul