Limfjordsferie kan nu bookes på nettet

limfjorden furEnjoyLimfjorden introducerer en bookingportal på hjemmesiden www.visitlimfjorden.com – blandt andet med pakkeferier omkring fjorden.

”Det er ingen hemmelighed, at gæsterne bruger nettet, når de skal finde ud af, hvor og hvordan de skal på ferie. De søger informationer via hjemmesider og andre digitale medier, men vil også kunne bestille ferien på nettet.

Undersøgelser viser, at de fleste feriebeslutninger træffes om aftenen, og så nytter det ikke noget, hvis beslutningen først kan effektueres næste morgen pr. telefon”, siger projektkoordinator Karin Juul Jensen fra EnjoyLimfjorden.

De ferietilbud, der nu kan bookes, omfatter f.eks. færdigpakkede cykelferier på Skiveegnen og ophold på Højslev Kro, der inkluderer adgang til en af de 30 Limfjordsfortællinger. Man kan også booke besøg med smagsprøver hos Staarup Håndbryg ved Skive.

”Efterhånden vil vi kunne tilbyde en bred vifte af oplevelser og tilbud til Limfjordsturisterne på portalen”, siger Karin Juul Jensen.

Den ny bookingportal er udviklet af turistorganisationen VisitNordjylland og har allerede stået sin prøve flere steder i Danmark.