Limfjordsfortællinger stadig populære

På landsplan har der været tilbagegang i antallet af overnatninger på 3½%, og på den baggrund er det glædeligt, at antallet af deltagere i årets Limfjordsfortællinger ligger på samme niveau som i 2011.

Ved Netværk Limfjordens evaluerings- og udviklingsmøde om Limfjordsfortællingerne kunne turistchef Alice Bank Danielsen fra Skive konstatere, at der i sommer har været 4.921 deltagere til de 30 Limfjordsfortællinger. Hertil kommer efterårets fortællinger, som endnu ikke er opgjort. Dermed ligger deltagertallet på niveau med 2011 og 2010.

”Det er glædeligt at se, at Limfjordsfortællingerne fastholder deres popularitet. Jeg tror, det er et udtryk for, at stadig flere søger autenticitet og gode historier i deres ferier – og det er netop det, vi tilbyder takket være de mange entusiastiske fortællere”, siger Alice Bank Danielsen.

Den mest populære Limfjordsfortælling var igen den guidede sejltur, som Limfjordsmuseet i Løgstør arrangerer på Frederik VII’s Kanal. Også andenpladsen er uændret i forhold til sidste år: Den besættes af rundvisningen på det økologiske Thise Mejeri i Salling.

Den tredjemest populære fortælling i 2012 var fortællingen ”Smag på Limfjordslandet” på Landting Hovedgaard ved Vinderup, hvor Martin Daasbjerg bl.a. fortæller om sin økologiske andeopdræt. På de følgende pladser kom Thisted Bryghus, Smedemuseet på Mors, fortællingen om ”tørrede fisk og små skarpe” på Vorupør Museum, Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy, Jenle, Ørslev Kloster og Glenholm Vingård ved Ranum.