LO ønsker grønt lys for konflikt mod Ryanair

Ryanair, københavns lufthavnFLYSELSKABER: Kollisionen mellem Ryanair og fagbevægelsen nærmer sig inden selskabets planlagte åbning i Københavns Lufthavn 26. marts. Ryanair vil ikke have danske overenskomster til sine 120 udstationerede i København. Derfor gør LO nu klar til mulig konflikt – og har bedt Arbejdsretten vurdere en sådan.

Har Ryanair ikke dansk overenskomst for de ca. 120 piloter og kabineansatte, selskabet vil stationere i København, vil det blive mødt af en konflikt. Den kan betyde, at Ryanair ikke kan operere i Københavns Lufthavn, fordi flyene f.eks. ikke vil blive tanket. Omvendt betyder København ikke meget for Ryanair, da det forventede årlige passagertal blot vil være ca. en procent af det irske selskabs over 100 mio. rejsende.

Men for at være klar til en eventuel konflikt, tog Hovedorganisationen, LO, i går de indledende skridt ved at sende klageskrift til Arbejdsretten. Formålet er at få retten til på forhånd at godkende, at en kommende konflikt mod Ryanair ikke strider mod dansk lovgivning.

”Ryanair påstår, at de ikke er omfattet af dansk lovgivning. Det er LO uenig i, fordi Ryanair har baser i Billund og snart København. Ryanair har sagt, at de vil møde enhver konflikt med retslige skridt. Derfor beder vi nu Arbejdsretten på forhånd blåstemple Serviceforbundets konfliktvarsel som lovlig,” siger LO’s advokat, Peter Nisbeth.

Konflikten varsles fordi Ryanair har afvist forhandlinger om overenskomst for sine udstationerede med Serviceforbundet, der via FPU, Flybranchens Personale Union, organiserer danske piloter og kabinepersonale.

”Det bedste ville være at mødes med Ryanair for at indgå overenskomst. Det har Ryanair kategorisk afvist, derfor har Serviceforbundet – i overensstemmelse med den danske arbejdsmarkedsmodel – varslet konflikt,” siger Thilde Waast, formand for FPU. Hun har tidligere sagt: ”Hvis Ryanair afviser dialog, vælger de også konflikten.”

Hvis Ryanair afviser forhandlinger om overenskomst, kan hovedkonflikten bakkes op af en sympatikonflikt fra medlemmer af LO-forbundene, ikke mindst 3F. Det kan bl.a. betyde, at Ryanair ikke kan få håndteret bagage og leveret brændstof.

Avisen.dk skriver, at efter EU’s regler skal ethvert besætningsmedlem være tilknyttet en hjemmebase. Her starter og slutter tjenesten. Lovene i landet, hvor hjemmebasen ligger, gælder for besætningsmedlemmerne. Det er fastslået i en norsk dom om Ryanair. Har man base i København, er det altså dansk ret, der gælder.

LO håber, at man ved at gå i retten kan presse Ryanair til at indlede forhandlinger om en overenskomst. Det har Ryanair hidtil afvist overalt i EU.

Når LO slæber Ryanair i arbejdsretten, har det flere formål, oplyser advokat i LO Peter Nisbeth til Avisen.dk: ”Vi vil gerne have rettens ord for, at vi fuldt lovligt kan gennemføre en konflikt mod Ryanair. Selskabets chefer sagde sidste uge på pressemødet i København, at de var parat til en hvilken som helst retssag.”

Ryanair har bebudet 13 ruter fra København i år, og indtil videre sat navn på syv.