LO vil ofre flybranchen for den danske model

Harald Børsting, LO.

Harald Børsting, LO.

”Et Danmark helt uden luftfartsbranche er bedre end et Danmark, der må leve med Ryanairs arbejdsvilkår”.

Det siger LO-formand, Harald Børsting, der repræsenterer knap en million danske lønmodtagere.

Til ’Mandag Morgen’ siger han, at der ikke nødvendigvis skal være en luftfartsindustri med base i Danmark, for princippet om, at man skal kunne leve af sit job, er det vigtigste.

”Nogle brancher kan ikke drives så effektivt, at det kan betale sig med produktion i Danmark, og så må de flytte. Måske er luftfartsbranche en af dem. Ikke at vi mener, at der behøver være modsætning mellem billige flybilletter og overenskomst. Men hvis man ikke kan drive konkurrencedygtig luftfartsvirksomhed under danske vilkår i Danmark, så må man flytte sin virksomhed ud af landet”, siger Harald Børsting ifølge avisen.dk.

”Flybranchen adskiller sig ikke fra alle mulige andre brancher. Hvis man ikke kan skabe en tilstrækkelig stærk forretning til at betale de lønninger, der er nødvendige for at leve i det danske samfund, så må man finde et andet sted at drive sin forretning”.

Udtalelsen kommer netop som LO står foran en konflikt med Ryanair, som nægter at indgå overenskomst, og er kendt for at afvise alle forhandlinger med fagforeninger.