London Heathrow sætter ny passagerrekord

british airways boeing b747 heathrowLUFTHAVNE: Europas største lufthavn så sidste år en stigning i passagertallet på 3,4 pct. til 72,3 mio. Heathrow havde sidste år 470.000 starter og landinger. Til juni samles alle Star Alliance-selskaberne i den nye Terminal 2.

Flyene i London Heathrow var sidste år typisk større og mere fulde end året forinden, hvor lufthavnen havde 70 mio. passagerer.

Med 470.000 starter og landinger har Heathrow brugt 98 pct. af sin kapacitet, derfor intensiveres debatten om, at lufthavnen skal have endnu en start- og landingsbane. Vigtigt, siger erhvervslivet, men upopulært hos vælgerne som bor i nærheden af lufthavnen.

Heathrow er en god forretning for ejeren, Heathrow Airport Holdings, HAH, der sidste år fik et overskud før skat på 12 milliarder kr., 23 pct. højere end i 2012. HAH ejes af spanske Ferrovial, Qatar Holding, China Investment og en investeringsgruppe ejet af Singapores regering, skriver Reuters.

Heathrow har ca. 10 mio. flere årlige passagerer end Europas næststørste lufthavn, Paris de Gaulle, herefter følger Frankfurt, Amsterdam, Istanbuls Atatürk-lufthavn, Madrid, München, Rom, London Gatwick og Barcelona. Københavns Lufthavn er med sine over 24 mio. passagerer nr. 16 på listen, Oslo er nr. 17 og Stockholm nr. 22.

London Heathrow oplyser på sin hjemmeside, at to ud af tre passagerer er fra udlandet, syv procent af lufthavnens passagerer flyver indenrigs. Af det samlede antal rejsende er 70 pct. ferierejsende og over hver tredje passager flyver til Heathrow for at skifte til et andet fly.

Star Alliance-selskaberne har ifølge egen optælling over 23 pct. af trafikken på Heathrow. Til juni samles de 22 Star-selskaber, der trafikerer Heathrow, i den ombyggede og opdaterede Terminal 2. I dag er Star-selskaberne fordelt på tre af Heathrows fem terminaler.