London overhalet af Bangkok

Det viser en opgørelse fra Travelmarket.dk. Málaga og Paris er populære destinationer hele året rundt, mens eksempelvis Berlin og Barcelona oplever et markant dyk, når vintersæsonen sætter ind. Bangkok og London er konstant helt i top, og Málaga ligger på en sikker tredjeplads uden store sæsonudsving. Derimod strides Bangkok og London om at være den mest populære destination for de selvarrangerede rejser med rutefly.

 

London har et attraktivt lavpris flymarked, hvorimod der endnu ikke er lavprisfly til destinationerne i Asien.

 

”Bangkok markerer sig solidt, da praktisk alle rejsende med oversøiske destinationer vil anvende en rejsesøgemaskine til at orientere sig om prisniveauet, der kan variere ganske betydeligt. Rejsende til en lavprisdestination som London er derimod i større grad påvirket af her-og-nu kampagner fra de enkelte luftfartsselskaber,” vurderer adm. direktør Ole Stouby fra Travelmarket.dk som en af forklaringerne på, at Bangkok har overhalet London i antallet af rejsesøgninger.

 

Destinationer som Barcelona og Paris er jævnt populære året rundt, men Barcelona får dog et dyk, når vintersæsonen sætter ind. Anderledes ser det ud med evigt populære New York. Når lavsæsonen sætter ind fra november frem til marts måned, falder billetpriserne, hvilket stimulerer korte city-breaks i perioden, men indikerer også, at forbrugerne er ude i god tid, når sommerrejsen planlægges.

 

”Vores rejsesøgemaskine afspejler konstant forbrugernes aktuelle rejsevaner og behov. Men her følges udbud og efterspørgsel ikke ad på sædvanlig vis. Når der er mange billige flybilletter til salg p.g.a. ledig kapacitet hos luftfartsselskaberne, stiger antallet af søgninger,” konstaterer Ole Stouby.

Skrevet af Flemming Juul