Luftens konge for første gang i Danmark

Fra morgenstunden var masser af nysgerrige på plads langs Kystvejen for at se verdens største passagerfly. Hundredvis af interesserede var på plads – på begge sider af hegnet, der omkranser lufthavnen. Ansatte i lufthavnen var ved cargo-området, hvor det ca. 560 tons tunge fly parkerede. Her ventede bl.a. 140 særligt indbudte, inviteret af Lufthansa og Københavns Lufthavn.

 

Interessen var så stor for at se kæmpen lande, at trafikken nærmest stod stille på en del af Kystvejen – selv om politiet var til stede for at dirigere trafikken.

 

Det var Lufthansas tredje eksemplar af Airbus A380, der besøgte Københavns Lufthavn. Flyet er opkaldt efter München. Airbus-flyet fløj kl. 10 videre fra Københavns Lufthavn, hvor det sagde farvel med et flot ”low pass,”  og fortsatte til Stockholm, Helsinki og Oslo. På vej tilbage til Frankfurt ventes kæmpen i aften at lave et low pass over Billund Lufthavn kl. ca. 20.15.

 

Airbus A380 er verdens største passagerfly. 73 meter langt, 24 meter højt og næsten 80 meter bredt. Lufthansa har foreløbig tre A380 – de flyver til Beijing og Tokyo. Med den tredje A380 vil Lufthansa fra næste måned også betjene Johannesburg i Sydafrika. Den har i Lufthansas version plads til 526 passagerer, 8 på første klasse, 98 på business og 420 på økonomiklasse.

 

Foreløbig har Singapore Airlines og Emirates begge 11 af megabamserne, australske Qantas har seks, Air France og Lufthansa hver tre. Emirates fra Dubai er største A380-kunde og har i alt bestilt 90 eksemplarer.

 

TV2 News’ helikopter var også i Københavns Lufthavn i dag – se videoen her

 

Skrevet af Henrik Baumgarten