Luftfartstopmøde mellem EU og Asien skal styrke turisme

Aerial_View_of_SingaporeTURISME: I dag og i morgen holdes det første ”EU-ASEAN Aviation Summit” i Singapore, hvor de to handelsområder, EU og ASEAN, skal drøfte aftaler som kan øge turismesamarbejdet mellem de to blokke – herunder mere luftfart.

Konferencen skal beskæftige sig med områder som at øge mulighed for at flyselskaber fra de to blokke kan få nye forretningsmuligheder i form af lettere adgang til f.eks. at åbne nye flyruter, luftfartssikkerhed, flyveledelse og overflyvningsrettigheder og hvordan EU og ASEAN ellers kan forbedre deres samarbejde på området. ASEAN er en forkortelse for Association of Southeast Asian Nations.

På konferencen vil luftfartseksperter fra EU fortælle om fordelene ved at EU-landene har gjort sit luftrum til et fælles område, hvor EU-landenes flyselskaber frit kan operere.

Mødet skal også danne grundlaget for en kommende omfattende luftfartsaftale mellem EU og ASEAN.

Konferencen, der afvikles samtidig med Singapore Airshow, har Singapores regering som vært og er arrangeret af EU og ASEAN. Der er deltagelse af politikere og højtstående chefer fra bl.a. flyselskaber og lufthavne i de to regioner.

I 2012 besøgte 11 mio. europæere ASEAN-landene, tallet for sidste år er endnu ikke opgjort, men forventes at blive 12 mio. Europæere udgør ca. 11 pct. af alle internationale rejsende til ASEAN-regionen.

ASEAN har 10 medlemslande, Brunei, Burma, Cambodja, Filippinerne, Indonesien, Laos, Malaysia, Singapore, Thailand og Vietnam – samlet har de 600 mio. indbyggere.