FLYSELSKABER: De 4 flyselskaber i Lufthansa-gruppen, Austrian, Germanwings, Lufthansa og Swiss havde sidste år 104 mio. passagerer – en stigning på beskedne 1 pct.
Trods den lille stigning er Lufthansa-gruppen tilfreds med en række områder i sidste års trafikafvikling. Gruppen satte rekord i solgte passagerkilometer, 209 milliarder, en stigning på 2,3 pct. i forhold til 2012. Fremgangen tilskrives bl.a., at der flyves med større fly, at antallet af udbudte flyvninger blev reduceret 3,7 pct. og at der kom en højere kabinefaktor, den endte på 79,8 pct.
76 mio. af de 104 mio. passagerer sidste år fløj med Lufthansa og det tyske datterselskab, Germanwings, der betjener en række af Lufthansas sekundære ruter. Også her blev der udbudt færre sæder, men solgt flere af de udbudte.
Swiss havde sidste år 17 mio. passagerer, en stigning på 0,5 pct. sammenlignet med 2012. Swiss udbød 2,7 pct. flere sæder og solgte 3,8 pct. bedre, hvilket gav en kabinefaktor på 83,3 pct.
Sidste år gik 11 mio. passagerer ombord på Austrian Airlines’ fly, hvilket var 1,6 pct. færre end i 2012. Austrian havde dog også udbudt 2,7 pct. færre flysæder, men dets salg faldt sidste år kun 1,6 pct. og kabinefaktoren endte på 78,6 pct.