Lufthansa kan tvinges til at hæve Austrian Airlines-bud

Det tyske luftfartsselskab Lufthansa må muligvis hæve sit bud på Austrian Airlines Group for at afværge et konkurrerende bud fra Air France-KLM. Det skriver Financial Times Deutschland uden at nævne, hvor informationen kommer fra.

 

Sidste uge intensiverede Air France lobbyarbejdet hos OIAG, der varetager den østrigske stats aktieandel i Austrian Airlines. Det skete i forsøget på at holde embedsmænd fra at vælge Lufthansa.

 

Budperioden slutter den 24. oktober, og ifølge Financial Times Deutschland er Lufthansa og Air France de sidste to interesserede købere tilbage.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen