Lufthansa overvejer nyt lavprisselskab

På møde i går, onsdag, fremlagde Lufthansa angiveligt planer for et nyt lavprisselskab for sin rådgivende bestyrelse. Det mulige nye selskab har den interne arbejdstitel “Direct4you.”

 

Baggrunden for det nye selskab skulle være, at Lufthansa årligt taber trecifrede millionbeløb – i euro – på dets ruteflyvninger indenfor Europa.

 

En talsmand for Lufthansa siger til ATW.online, at der ikke skal træffes nogen strategiske beslutninger på onsdagens møde.

 

Ifølge det tyske forretningstidsskrift Wirtschaftswoche tabte Lufthansa tidligere på måneden over 100 mio. euro på de tre dages strejker blandt hovedparten af dets kabineansatte. Beløbet omfatter bl.a. mistede indtægter fra de ca. 188.000 passagerer, der ikke kom af sted med Lufthansa og måtte ombookes til andre flyselskaber.

 

Ifølge Lufthansas personaleblad, Lufthanseat, blev 1.737 flyvninger aflyst under strejkedagene som direkte berørte 187.614 passagerer, mens andre 165.598 blev ramt af forsinkelser som følge af strejken.

Skrevet af redaktionen