- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Lufthavn åbner nyt stort madområde

Københavns Lufthavn har taget et udvidet spiseområde i brug. Her kan passagerer vælge mellem et forøget udvalg af kendte danske og internationale varemærker. Der er også kommet en ny rygeterrasse.

Som en del af udvidelsen af lufthavnens Terminal 2 er et nyt, stort madområde åbnet. Her bliver der serveret alt fra vietnamesisk streetfood til burgere og spansk tapas. Det hele kan nydes i et nyt, fælles spiseområde med langborde og udsigt til flypladsen.

Op mod halvdelen af de rejsende fra Københavns Lufthavn køber noget at spise eller drikke før afrejse. Med åbningen af et nyt madområde mellem finger A og B er der nu flere muligheder. Det nyåbnede område har blandt andet danske kulinariske varemærker som Tapa Del Toro, Gorm’s, LêLê Street Kitchen, Retreat og Cock’s & Cows. Til at binde det hele sammen er et stort, fælles spiseområde med langborde og plads til 200 spisende.

I løbet af sensommeren vil også Pret A Manger og Espresso House åbne i området, som forventes at stå endeligt klar i efteråret. Udvidelsen af det nye område i Terminal 2 tilføjer 4.000 kvadratmeter til Københavns Lufthavn.

Ny rygeterrasse i lufthavnen
Fra området er der desuden adgang til en stor nybygget rygeterrasse med udsigt til forpladsen, hvor flyene holder.

Det nye madområde ligger i udvidelsen af lufthavnens Terminal 2 efter sikkerhedskontrollen. I alt udvides denne del af lufthavnen i denne tid med 25 nye butikker og restauranter. Lufthavnen har i dag samlet omkring 110 butikker og restauranter.

Ifølge Københavns Lufthavn har passagererne i snit cirka 100 minutter efter sikkerhedstjek til boarding. Og to ud af tre rejsende shopper og/eller spiser i lufthavnen før afgang.

Relaterede artikler:

Flere restauranter til lufthavnen

Københavns Lufthavn taber passagerer på største ruter

Satte pris på nyt SAS-design

SAS klar med særpriser til erhvervskunder