Lufthavn undskylder gramseri på TV-vært

Michele Bellaiche

Michele Bellaiche.

LUFTFART: ”Jeg er ikke sippet, men efter dén undersøgelse i Københavns Lufthavns sikkerhedskontrol, sagde jeg til min søster, at sikkerhedsvagten næppe var i tvivl om, hvorvidt jeg også træner mine baller,” siger studievært Michele Bellaiche. Lufthavnens sikkerhedschef har ringet og beklaget hændelsen.

Torsdag havde lektor Anne Lea Landsted debatindlæg i Politiken, efter at hun for anden gang på kort tid havde følt sig seksuelt forulempet af sikkerhedspersonale i lufthavnen.

Hun skrev bl.a.: ”Han lod hænderne glide op og ned ad mine hofter, langs inderlårene, rundt i trussekanten og på brysterne. Den første gang havde sikkerhedsvagten hænderne så langt nede i mine trusser, at jeg måtte trække hans hånd op.”

Til Politiken sagde sikkerhedschef i Københavns Lufthavn, Johnnie Müller, at lufthavnen tager Anne Lea Landsteds to oplevelser meget seriøst.

Hele debatindlægget kan læses på Politiken.dk

Blandt de, der slog debatindslaget op på deres Facebook-side, var studievært Michele Bellaiche. Hun har gennem årene været vært i en lang række programmer på TV2, i denne tid er hun på ”Go’ Aften, Danmark.”

På sin Facebook-side skrev hun torsdag: ”Jeg har oplevet nøjagtig det samme – øv, det er ubehageligt! Næste gang vil jeg vente med at lade mig kropsvisitere, til der er en ledig kvindelig lufthavnsvagt.”

Michele Bellaiches kommentar fik flere reaktioner, bl.a. skrev en af hendes venner på den lukkede Facebook-side: ”Jeg er flere gange gået fra sikkerhedstjek (men kun i indenrigs – dengang det fandtes) og altid kun når jeg rejste alene, med en virkelig, virkelig ubehagelig følelse i kroppen og klump i halsen.”

Og på Michele Bellaiches officielle Facebook-side skrev en anden kvinde: ”Jeg grinede lidt, da jeg så skiltet med, at man kan bede om at blive visiteret af en kvinde. Bagefter grinede jeg ikke.

To gange blev jeg raget i skridtet. Første gang tænkte jeg: hold da op, det her er ikke rart. Anden gang tænkte jeg: Det her er forkert og unødvendigt, han fandt jo ikke noget første gang! Alligevel fik jeg ikke sagt fra, alting gik så stærkt… Men da jeg kom ud i Afgangshallen kunne jeg godt mærke, at jeg var vred på mig selv over ikke at sige fra og på ham for at overskride sine professionelle beføjelser! Tak fordi du tager det op.”

Til standby.dk sagde Michele Bellaiche i går: ”Efter jeg havde skrevet min kommentar på Facebook og bagefter udtalt mig til Metroexpress, ringede Københavns Lufthavns sikkerhedschef, Johnnie Müller, og beklagede. De tager dette meget alvorligt, det er god stil.”

”Men, fortsætter Michele Bellaiche, lufthavnen kunne jo nemt komme uden om problemet. Når jeg handler i Fakta, spørger kassemedarbejderen altid, om jeg vil have min kvittering. Når en kvinde udtages til nærmere sikkerhedskontrol i lufthavnen, kan vagten jo bare starte med at spørge, om jeg foretrækker at blive undersøgt af en kvinde. Uden at jeg selv skal bede om dette.”

Videre siger Michele Bellaiche: ”Jeg klagede for nogle år siden over en efter min mening fór nærgående undersøgelse i sikkerhedskontrollen.”
”Men jeg klagede ikke efter jeg her i sommer skulle rejse med min familie. Jeg havde kort sommerkjole på og sikkerhedsvagten var hurtig til at få hænderne op ad mine lår, få kontakt til mine trusser, være meget tæt på min bh. Jeg sagde ikke noget til ham, men da vi gik derfra, sagde jeg til min søster, at vagten næppe havde været i tvivl om, hvorvidt jeg også træner mine baller; to gange havde han hænderne på dem under kjolen – men måske gjorde han bare sit job…,” siger Michele Bellaiche.

Hun har haft mange henvendelser siden hun kom med sin kommentar på Facebook og udtalte sig til Metroxpress: ”Jeg udtaler mig sjældent om noget, der ikke har med mit arbejde at gøre, men jeg har fået mange reaktioner om, at det er dejligt, at jeg er stået frem, da mange har oplevet dette,” siger Michele Bellaiche og tilføjer, at hun ikke har oplevet noget lignende i andre lufthavne.

Lufthavnen har ca. 1.000 sikkerhedsmedarbejdere, hvis største opgave, passagerkontrol, beskæftiger ca. 75 pct. af dem. 53 pct. af de ansatte i Security er kvinder.

Den 1. september er det slut med at blive visiteret manuelt i lufthavnen, da den skifter til ny teknologi med scannere.