Lufthavnen nærmer sig passagerrekord

Med 2.101.596 passagerer blev september i år den 7. travleste måned i Københavns Lufthavns 86-årige historie, væksten blev 4,1 pct. sammenlignet med september sidste år.

 

”Det er fortsat lokaltafgående internationale passagerer, der tegner sig for den største vækst. Når vi kigger på den bagvedliggende passagersammensætning kan vi se, at danskerne rejser meget, men at Danmark på sigt skal tiltrække flere indkommende passagerer, hvis vi fortsat skal kunne generere vækst i landet,” siger lufthavnens salgs- og markedsdirektør, Carsten Nørland.

 

Antallet af internationale passagerer steg 5,5 pct., mens indenrigstrafikken faldt 6,5 pct. År til dato er indenrigstrafikken blot dalet 0,1 pct.

 

I alt har over 17,3 mio. passagerer benyttet Københavns Lufthavn i årets første ni måneder, ca. 1,1 mio. flere end i fjor, en vækst på 6,6 pct.
Holder disse tal året ud med et månedligt passagergennemsnit på 1,9 mio., lander lufthavnen i år på 23 mio. passagerer. Det vil være ny passagerrekord – den hidtidige rekord er fra 2008 med 21,5 mio. passagerer.

 

Rekorden kunne være slået sidste år, hvor der manglede lidt over 28.000 passagerer – de havde været der, havde ikke været for den islandske askesky, der skønsmæssigt kostede lufthavnen ca. 350.000 passagerer.

 

På listen over de største destinationer fra Københavns Lufthavn i sidste måned topper London fortsat Top 10-listen foran Stockholm og Oslo – Bruxelles og Berlin er nye på listen i forhold til august.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten