Lufthavnskaos i USA

chicago lufthavn passagererLUFTFART: Statslige TSA, der står for sikkerhedskontrol i USAs lufthavne, synes at have mistet overblikket over, hvor mange ansatte der er brug for. Det giver nu enorme ventetider – og kritik.

Alene den kommende sommer forventes mellem 1. juni og udgangen af august 231 mio. passagerer i USAs lufthavne, næsten 10 mio. flere end samme tid sidste år, oplyser interesseorganisationen Airlines for America.

Men TSA, Transportation Security Administration, der står for sikkerhedskontrollen i USAs lufthavne, er ikke forberedt på det øgede antal passagerer, lyder kritikken.

Allerede nu anbefaler mange lufthavne, at passagerer er i lufthavnen fra en til tre timer før afgang. TSA får hård kritik for sin dårlige planlægning fra ikke mindst passagererne, men også af flyselskaber og lufthavne. Titusinder af passagerer har mistet deres fly pga. de lange ventetider ved sikkerhedskontrollen i mange lufthavne.

TSA har lovet at ansætte op mod 800 flere medarbejdere – og har fyret sin chef for lufthavnssikkerhed, skriver Reuters.