Allegro-højhastighedstoget har midlertidigt standset trafikeringen mellem Rusland og Finland. Arkivfoto: VR.fi

Lukker sidste togrute mellem Rusland og EU

De finske jernbaner har indtil videre indstillet højhastighedstoget Allegro mellem Skt. Petersborg og Helsinki. Ruten blev til det sidste brugt af russiske statsborgere, der ville slippe ud af Rusland.

Højhastighedstoget Allegro har kørt mellem Skt. Petersborg siden 2010. Før varede togrejsen på 400 kilometer mellem de to byer op mod seks timer, Allegro barberede cirka to timer af rejsetiden.

Men som konsekvens af sanktionerne fra den civiliserede verden mod Rusland efter invasionen af Ukraine, er der lukket stadig mere af for samfærdsel mellem Rusland og blandt andet EU-landene, herunder Finland. Der er ikke mere direkte flyruter mellem Rusland og blandt andet EU. I dag kan der primært kun flyves via Beograd, hovedstad i Serbien, der støtter Rusland, samt via Tyrkiet.

Til gengæld fortsatte Allegro-toget med at køre med cirka 700 passagerer om dagen. Toget blev blandt andet brugt af finske statsborgere, der boede i Rusland og som ville ud, samt russiske statsborgere, der ville forlade Rusland, og som havde mulighed for at komme ind i EU.

Der er stadig åbne grænser mellem blandt andet Rusland og Finland, hvor rejsende kan krydse i bil.

Men i går, søndag, indstillede de statslige finske jernbaner, VR, midlertidigt Allegro-forbindelsen for såvel passagerer som fragt. Allegro-ruten blev drevet i samarbejde mellem de finske og russiske statsbaner, men de finske myndigheder mente ikke det var passende at opretholde ruten i lyset af de vestlige sanktioner mod Rusland.

Kræver opholdstilladelse i EU-landene
Nyhedsbureauet Reuters skriver, at Allegro-passagerne i den sidste fase, efter den russiske invasion af Ukraine, kun måtte være finske eller russiske statsborgere. Og de russere, der kunne komme med toget, skulle have opholdstilladelse i EU-landene. Ligeledes skulle de være vaccineret med EU-godkendte corona-vacciner, ikke den russiske Sputnik-vaccine.

I starten af coronakrisen i begyndelsen af 2020 indstillede Rusland sin egen togrute, The Leo Tolstoy, fra Moskva via Skt. Petersborg til Helsinki.

Der er dog stadig russiske togforbindelser til vesten, nemlig fra Rusland til EU- og NATO-landet Litauen, men der må som følge af sanktionerne ikke medtages russiske statsborgere.

Relaterede artikler:

Ukraine-krig betyder aflyste Østersø-krydstogter

200 procent flere flyrejser til Rusland fra tre lande

Dansk hotelejer fortsætter biludlejning i Rusland

Her er verdens 10 hurtigste tog