Luksus cykelture omkring Viborg

Happy girlHvem siger, at en cykeltur skal være ensbetydende med flade klemmer og kildevand? Nu vil VisitViborg tilbyde ’feinschmecker cykelture’, som kombineres med luksus picnic kurve, snaps, rom og lækre frokoster.

”Viborgegnen har fået Aktiv Danmarks kvalitetsmærke som cykelvenligt område. Men der er mange måder at holde cykelferie på, og vi er overbevist om, at der er mange, som gerne vil opleve området tilsat en god portion luksus og interessante oplevelser. Derfor tilbyder vi nu fem guidede luksusture”, siger projektmedarbejder Søren Jensen fra VisitViborg.

Tre af de fem ture er på ca. 60 km, mens den særlige Viborgtur er på 20 km og Hærvejsturen på 30 km. Alle ture køres på torsdage, starter kl. 9 og varer omkring 8 timer.

Der er premiere 26. juni for ’Hede- og Grubeturen’, der fører til Finderup Lade, Mønsted Kalkgruber, Kongenshus Mindepark og det nyligt åbnede Morten Korch Museum på Grønhøj Kro. Undervejs nyder man en luksus picnic fra Kongenshus Kro og Hotel.

’Hjarbækturen’ fører forbi landsbyen Romlund, bindingsværksgården Tårupgård og Fiskbæk Kirke, inden man kommer til Hjarbæk, hvor man nyder en frokost på Hjarbæk Kro og ser de mange sjægte i havnen. Efter frokosten er der romsmagning hos Butik Remme.

På ’Energituren’ besøger man først Viskum Snaps, hvor man laver sin egen snaps, og hvor der serveres frokost. Om eftermiddagen besøges Energimuseet.

’Hærvejsruten’ går via landsbyen Skelhøje til Lysgaard, hvor man besøger Blicheregnens Museum. Via Dollerup Bakker ved Hald Sø når turen til Niels Bugges Kro, hvor man nyder en luksus picnic kurv i naturen. Sidste stop er Væksthuset i Hald Ege.

’Viborgruten’ fører til Vingaards Officin, et arbejdende bogtrykmuseum, dernæst ser man Hærvejstæppet i Søndermarkskirken, og så er tiden kommet til vinsmagning og en lækker anretning. Turen går videre langs søerne til Viborg Miniby.