Møllehave vil ikke betale efter hotel-batalje

74-årige Johannes Møllehave nægter at betale bøden på 800 kroner, som han har modtaget af politiet for at forstyrre den offentlige ro og orden på Hotel d’Angleterre i april i år. 
I stedet møder han 24. oktober i Københavns Byret med forsvarsadvokat Thorkild Høyer. ”Jeg agter ikke at betale. Det er dem, der skylder mig penge,” siger Johannes Møllehave til Ekstra Bladet og tilføjer:
”Jeg vil føre min sag i fuld offentlighed. Politiet skal ikke have lov til at behandle en mand, der har hjerteproblemer på den måde.”
En hyggelig aften i byen sammen med en god ven sluttede med, at Johannes Møllehave blev lagt i håndjern og anholdt, fordi han ifølge d’Angleterres opfattelse var for højrøstet.
Møllehave havde i dagens anledning lagt antabussen på hylden og taget et godt glas vin til maden og var kommet i gemytligt humør. 
Uden for Københavns fineste hotel blev de to ældre herrer lagt i håndjern og placeret med hovedet ned i asfalten, inden uniformerede betjente satte et knæ i ryggen på dem for at pacificere dem. 
”Jeg skulle holde et foredrag i Kolding dagen efter, men jeg rystede over det hele og måtte aflyse. Jeg var sikker på, det var hjertet igen,” siger Johannes Møllehave, der har haft flere blodpropper i hjertet og hjernen. 
”Men det viste sig, at jeg havde fået blærebetændelse af at ligge på det kolde fortov uden for d’Angleterre. Jeg måtte aflyse tre foredrag til 10.000 kroner hver, så jeg vil ikke betale for, at de har gjort mig syg. Jeg har derfor hyret Danmarks dygtigste forsvarsadvokat Thorkild Høyer,” sagde Johannes Møllehave søndag til Ekstra Bladets flash-sektion. 

Skrevet af Redaktionen