Må man flyve i askeskyer?

Ved en sikkerhedskonference i New Orleans blev det klart, at der bestemt ikke er enighed om at give tilladelse til flyvning i lette askeskyer. De amerikanske myndigheder går ind for fortsat totalt forbud ved blot en antydning af aske, skriver Wall Street Journal ifølge borsen.dk.

 

De europæiske luftfartsmyndigheder havde en tilsvarende holdning i starten af spredningen af islandske askeskyer over Europa, men enorme finansielle tab og stigende utilfredshed i både branchen og blandt kunderne fik myndighederne i Europa til at tillade flyvning i lette askekoncentrationer.

 Myndighederne i USA fastholder deres opfordring til, at man helt undgår flyvning i enhver koncentration af aske, da man ikke fuldt ud kender effekten på flyene.

Skrevet af Flemming Juul